Der er lagt op til en spændende dag, men mulighed for dansk medalje
FREDAG D. 10. AUGUST
Nu ruller de spændende medaljesejladser for alvor over skærmen, så husk at følge med, når vi viser Laser Standard og Laser radial, hvor danske Anne-Marie Rindom kæmper for en pladsering på podiet. Det sendes direkte på DR1 og på VM’s storskærme i Aarhus fra kl. 13.45-16.30. Kvindernes RS:X (windsurfing), med danske Lærke Buhl-Hansen kan følges på storskærm ved tribunen på Århus Ø allerede fra kl. 12.00 og Nacra 17 går på sidst på eftermiddagen.
Dagens medaljeceremoni foregår ved tribunen på Jette Tikjøbs Plads ca. kl. 16.45, hvor du kan være med til at fejre vinderen.
Glæd dig til en dag med masser af vind til sejlerne.
HAVNEFESTEN ER KLAR MED OPLEVELSER
SPOT Festival sørger for hyggelig sommerstemning med to koncerter
Du kan opleve den dansk-engelsk-jamaicanske sangerinde Iris Gold. Hun har boet i London, hvor hun blandt andet har optrådt med store navne som Miguel, Blur, Taylor Swift og Robbie Williams. Iris Gold er nu tilbage, hvor det hele startede og klar til at slå igennem på dansk grund kl. 17.
Du kan også opleve det danske band Barselona. De unge drenge har spillet på både Roskilde Festival og SmukFest i 2017. Bandet blev også i 2017 udpeget som ”Breakin’ Sound” af musikmagasinet Soundvenue, og deres debut-ep, “Drengepop”, rangerer på GAFFAs Top 10-udgivelser i 2017. Koncerten starter kl. 19.
Kom ud at sejle ombord på det 70 meter lange Tall Ship, The Gulden Leeuw
Få førsteparket, når der konkurreres om medaljer på Aarhusbugtens vande og mærk adrenalinen pumpe og skumsprøjtet på kinden fra dækket af et af Tall Ships smukkeste skibe, The Gulden Leeuw. Turen foregår i et tempo, hvor hele familien kan være med, og hvor der er tid til at nyde naturen, vandet og skibet i al sin pragt. Sejlturen starter kl. 13.30, varer ca. 2,5 time, og koster 200 kroner per person. Køb billet her: https://billet.aarhus.dk/aarhus-events/sunta/
Kom med på rotur i Havnebassinet
De lokale roklubber ror ind i Havnebassinet, og de tager deres robåde, instruktører og redningsveste med, så du kan komme med ud i bådene og opleve, hvordan det føles at ro. Du kan møde repræsentanter fra Aarhus Roklub, Roklubben Ara og Studenternes Roklub. Arrangementet er gratis, finder sted i Havnebassinet mellem springvandet og Tolbods-bygningen og er åbent fredag, lørdag og søndag mellem kl. 10-17.
Kunstnerisk og maritim workshop i kunstcamperen
Mød Aarhus Billed- og Medieskole på havnen, som har fundet værktøjet frem og holder klar i Kunstcamperen til at tage imod kreative legebørn i alle aldre. Vi skal lege med vind og vand. Kom forbi – alle er velkomne fra kl. 11.
Besøg de lækre mad- og drinksboder og få en oplevelse med i købet
Der er noget for enhver smag – lige meget om du er til de store grillede burgere, til veganske alternativer eller til en god oplevelse. Du kan eksempelvis blende din egen smoothie med energi, der er genereret på cykel, eller du kan gå ombord på det fine gamle træskib Café Sokrates, der sejler som vinden blæser, men ofte ligger i havn ved lystbådehavnen. Ølteltet har åbent til klokken 22.00.
(billederne herunder, og mange flere, kan ses på vores Skyfish-konto – både fra sporten og folkefesten. Du er velkommen til at dele dem, nå du krediterer Hempel VM i sejlsport Aarhus 2018)