Det skal du opleve til VM – lørdag d. 11. august

Det skal du opleve til VM - lørdag d. 11. august

Endnu en spændende dag venter i morgen, med dansk deltagelse i finalesejladserne

LØRDAG D. 11. AUGUST
VM’s første danske medalje er i hus – stort tillykke til Anne Marie Rindom! I morgen kan du igen være med til at fejre verdens bedste sejlere på Aarhusbugten og på podiet. Medaljeceremonien kommer til at foregå efter dagens sidste sejlads, hvor den sejlsportsinteresserede H.K.H. Kronprins Frederik kommer og overrækker medaljer til vinderne af 49er, 49erFX og Kiteboard M/K. Dagens sejladser sendes direkte på DR1 og på VM’s storskærme i Århus fra kl. 13.45-16.30.

Medaljeceremonien foregår ved tribunen på Jette Tikjøbs Plads ca. kl. 17.00

Glæd dig til masser af god energi igen i morgen på Aarhus Ø.

HAVNEFESTEN ER KLAR MED OPLEVELSER

Shantykoret CapstanVær med når Danmarks største shantykor synger weekenden ind med shanties og sømandssange. Repertoiret for formiddagens koncert består af arbejdersange der i sejlskibstiden skulle give energi blandt sømændene når der virkelig skulle tages fat. Capstan blev dannet tilbage i 1998 og hører i dag under Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. De 60 medlemmer har den fælles mission at udbrede og bevare kendskabet til deres kunstart. Capstan går på Scenen kl. 10.30, og koncerten er gratis.

GO green Safari

Tag med på Go Green Safari og få et indblik i nogle af de tiltag der gør Aarhus Ø til et førende bykvarter når det kommer til bæredygtighed. Hvad har kaffegrums og svampe med bæredygtighed at gøre, hvordan får man energi ud af havvand, og hvad foregår der egentlig inde i det kuppelformede drivhus på havnen? Alt dette og mere til kan du blive meget klogere på, når VM i Sejlsport arrangerer Safari på kanten af byen. Arrangementet er gratis, og tilmelding foregår ved at sende en mail til Stine på stsp@aarhus.dk eller på tlf.: 41 87 45 62 (husk at angiv ønskede dag for Safari). Vi mødes ved Energianlægget på hjørnet af Hjortholmsvej og Dagmar Petersens gade. Turen afvikles både lørdag d. 11. august og søndag d. 12. august kl. 14.00-16.30

AURORA tager dig tættere på VM

Kom med når Aarhus Universitets forskningsskib, AURORA og hendes kaptajn sætter kursen mod havnebugten. Lad AURORA vise dig VM fra en helt ny vinkel mens stemningen for alvor bliver sat med hjælp fra bølgeskum og duften af havvand. Kaptajnen letter anker både lørdag og søndag kl. 11.00-13.00 og igen kl. 14.00-16.00. Arrangementet er gratis og tilmelding foregår ved først-til-mølle princip på Revalgade (Mellemarmen).

Hatteteater

Scenen er sat, et bredt udvalg af fantastiske og farverige hatte ligger klar og det kribler i fantasien på en veloplagt historiefortæller. Det eneste der mangler er skuespillerne. Den dygtige Mariane Siem indtager scenen, men har uheldigvis glemt at tage sine skuespillere med i bagagen. Derfor søger hun med lys og lygte efter 3-9-årige der har lyst til at indtage de skrå brædder mens Mariane sørger for improviseringen af små finurlige teaterstykker. Find din indre skuespiller frem lørdag kl. 13.30 i en af teltene langs havnepromenaden. Arrangementet er gratis.

Gratis Kanotur i den nye kanal

Oplev byen fra nyt niveau når kano- og kajakklubben GoPaddle og Den Blå Rambla kanoudlejning inviterer til søs på Aarhus nye kanal der bugter sig langs havnefronten. Kanosejlads er en sjov og underholdende aktivitet for hele familien og en enestående mulighed for at opleve byen fra en helt ny vinkel. Arrangementet er gratis og kan afprøves både lørdag og søndag kl. 10.00, med tilmelding og start fra Flemming Bamse Jørgensens Plads.

(billederne herunder, og mange flere, kan ses på vores Skyfish-konto – både fra sporten og folkefesten. Du er velkommen til at dele dem, nå du krediterer Hempel VM i sejlsport Aarhus 2018)

Hvilke sejlere og surfere kommer i aktion Lørdag?

49er kl. 14.00
49eren er en bådklasse, der altid er god for spektakulære dramaer, som ikke slutter, før bådene har krydset målstregen. Medaljesejladsen i 49er til VM i Aarhus bliver repræsenteret af:

  • Mads Emil Stephensen / Nikolaj Hoffmann Buhl

49erFX kl. 14.45
Medaljesejladsen i 49erFX til VM i Aarhus bliver repræsenteret af:

  • Jena Mai Hansen / Katja Salskov-Iversen
  • Ida Marie Baad Nielsen / Marie Thusgaard Olsen

Kiteboard Kvinder kl. 15.20
I den kvindelig kitesurf-klasse til medaljesejladsen bliver Danmark repræsenteret af:

  • Stine Olsen

Sådan får du det hele med

Først og fremmest kan du få et overblik over alle deltagerne her og se, hvor de kommer fra. Derudover er det selvfølgelig interessant at følge med i resultaterne løbende. Det kan du gøre her på den side, som World Sailing har dedikeret til VM: aarhus2018.sailing.org/results. Du finder også nyheder på aarhus2018.sailing.org/news

Se den fulde tidsplan for sejladserne her, men husk at der kan komme ændringer uden varsel. Vil du rigtig nørde igennem med sporten, kan du hoppe over på SAP Sailing Analytics. Her finder du bl.a. live tracking, sailor analytics, live vejrdata og status for sejladserne.

Hvis du ikke er så heldig at være i Aarhus, hvor du kan se sejladserne live eller på storskærm fra vores stadion, kan du se med online. DR sender live fra de indledende sejladser her: dr.dk/live/nyheder/sporten/live-vm-sejlsport. Udvalgte sejladser bliver også sendt direkte på DRs kanaler fra d. 4. august. Derudover sender DR1 alle medaljesejladserne live.

De indledende sejladser vises mellem kl. 12.00 og 17.00 mens medaljesejladserne d. 9. – 12. august ligger mellem kl. 13.45 og 16.30 – dog med mulighed for udsættelse pga. vindforholdene.

Storskærm ved tribunen

På storskærmen ved Tribunen for enden af Bernard Jensens boulevard vises Live tv hver dag fra kl. 13.45 – 16.30. Program:

11. august: 49er, 49erFX, Kitebording M/K
12. august: Nacra 17, RS:X M/K

Billeder og sociale medier

Under et verdensmesterskab som det her, bliver der taget rigtig mange billeder. Vi udvælger løbende de bedste og lægger dem ud på platformen, Skyfish. Du kan se med her: skyfish.com/p/aarhus2018. Du er velkommen til at downloade billederne.

For løbende opdateringer kan du som altid følge med på vores danske Facebook og på Instagram. Derudover kan du følge med på World Sailings kanaler:

Facebook – facebook.com/worldsailingofficial
Instagram – instagram.com/worldsailingofficial
Twitter – @worldsailing

Vores officielle hashtag er #aarhus2018 – på Instagram kan du se mange af sejlernes billeder, når du søger på hashtagget.

Hos World Sailing kan du også finde et videoarkiv med masser af lækkert materiale: aarhus2018.sailing.org/watch

Glæd dig til endnu en spændende dag i sejlsportens tegn her i Aarhus.

Facebooktwitterlinkedininstagramflickrfoursquaremail