Karin Salling hyldet af det aarhusianske erhvervs- og kulturliv…

Karin Salling hyldet af det aarhusianske erhvervs- og kulturliv...

Kilde: Erhverv Aarhus.

Tirsdag aften blev Karin Salling og Salling Fondene hyldet ved arrangementet “Erhverv Aarhus Anerkender”. Også VisitAarhus og Eliteidræt Aarhus blev anerkendt for deres vigtige indsatser for byen.

Aarhus er i en rivende udvikling. En udvikling som på mange områder kan tilskrives initiativer, fællesskaber og personer, der gør særlige og vigtige indsatser for Aarhus. Derfor havde byens erhvervsorganisation, Erhverv Aarhus, dedikeret en aften til at hylde en række af de mest markante bidrag – og særligt Salling Fondene, der hvert år donerer betydelige beløb til fx uddannelse, kultur og sport i Aarhus.

Salling Fondene er en gave for byen
150 erhvervs- og kulturfolk var med til at hylde og anerkende Karin Salling og Salling Fondenes betydning for byen. Som symbol på hyldesten fik Karin Salling overrakt en kaffebordsbog, der blot findes i ét eksemplar, med billedpræsentationer af et udpluk af de projekter, Salling Fondene har støttet.

Aarhus Internationale Sejlsportscenter bliver realiseret med en stor donation fra Sailling Fondene

Fra den uvante plads i rampelyset på scenen forklarede Karin Salling blandt andet, hvorfor Salling Fondene er så engagerede i Aarhus.

“Det er en stor personlig fornøjelse at stå her i aften. Ikke fordi det handler om mig. Men fordi det viser, hvilken betydning min mands livsværk har. Både i kraft af de mange arbejdspladser, der er skabt som en del af Dansk Supermarked. Og  ikke mindst i kraft af det, vi via Salling Fondene kan give tilbage til samfundet i form af de årlige donationer til kultur, kirke, sport og velgørenhed. Herunder til Aarhus, for det var jo her, det hele begyndte for Dansk Supermarked,” sagde Karin Salling, næstformand i Salling Fondene og enke efter Dansk Supermarkeds stifter Herman Salling.

Erhverv Aarhus’ formand Jan Børjesson og borgmester Jacob Bundsgaard overrakte bogen til Karin Salling. Jan Børjesson lagde i sin tale særligt vægt på den enorme betydning Salling Fondene har for byens udvikling.

“Salling Fondene fungerer som katalysator for udviklingen i Aarhus. Det er en gave for byen, at fondene særligt støtter initiativer i Østjylland og i særdeleshed i Aarhus.  De mange flotte donationer er skabt med afsæt i en meget respekteret erhvervsvirksomhed i form af Dansk Supermarked og har bidraget væsentligt til udviklingen af Aarhus fra provinsby til storby – byen er simpelthen et andet sted i dag, end den ville have været uden den store opbakning fra Salling Fondene.”

Borgmester Jacob Bundsgaard anerkendte ligeledes Karin Salling og fondenes rolle for byen.

“Det handler dybest set om at skabe en by med en mangfoldighed af muligheder, som også i fremtiden bliver valgt af virksomheder, medarbejdere, familier og studerende; Fordi byen har talent, tryghed, kvalitet og muligheder. Og kort sagt kan udgøre rammen for det gode liv. Her har Salling Fondene spillet en afgørende rolle for byen – og derfor udtrykker byen i dag sin største anerkendelse,” sagde Jacob Bundsgaard.
Hæder til VisitAarhus og Eliteidræt Aarhus

I løbet af aftenen modtog også VisitAarhus og Eliteidræt Aarhus anerkendelse for deres betydningsfulde bidrag til Aarhus.

Aftenens konferencier Per Smedegaard, direktør for Teatret Svalegangen og repræsentant for Erhverv Aarhus’ arrangementsudvalg, fremhævede i sin motivationstale VisitAarhus’ lange seje træk med at opnå international bevågenhed.

“VisitAarhus viser byens ansigt til omverdenen. Gennem langsigtet strategisk arbejde er det lykkedes at få internationale øjne rettet mod Aarhus og Region Midtjylland. Strategien med at invitere udenlandske journalister på besøg og præsentere dem for byens mangfoldige muligheder må siges at give pote,” sagde Per Smedegaard.

Også Eliteidræt Aarhus blev hædret med pæne ord fra Per Smedegaard, som blandt andet fremhævede, at aarhusianske idrætsudøvere kommer helt til tops internationalt.

“Eliteidræt Aarhus og Elite Sports Akademi Aarhus giver i samarbejde med byens uddannelsesinstitutioner og eliteklubber unge talenter mulighed for at kombinere elitetræning og uddannelse i Aarhus. Resultaterne af dette fokuserede arbejde er tydelige. Ofte ses aarhusianske idrætsudøvere helt til tops internationalt, fx inden for badminton, orienteringsløb, sejlads og sportsdans, hvor vi ofte ses i den absolutte verdenstop,” sagde Per Smedegaard.

Om Erhverv Aarhus Anerkender
Det er første gang, Erhverv Aarhus afvikler ”Erhverv Aarhus Anerkender”. Med arrangementet vil Erhverv Aarhus anerkende initiativer, der er vigtige for erhvervslivet i relation til at tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere og til at gøre Aarhus til en god by for alle. ”Erhverv Aarhus Anerkender” bliver en tilbagevendende begivenhed.

Facebooktwitterlinkedininstagramflickrfoursquaremail