Nyt angreb på Round Denmark Race inshore-rute – ’Frostboksen’ er klar.

Nyt angreb på Round Denmark Race inshore-rute - ’Frostboksen’ er klar.

Rekordholder af Sølvspileren og KDY’s hæderkronede Danmark Rundt-sejlads, Jakob Frost, indleder den 10. oktober et nyt forsøg på at sætte en referencetid på Round Denmark Race Inshore-ruten. Angrebet sker i ’Frostboksen’ en 38 fod lang kulfiber performance cruiser fra 2016.

Først satte VO65’eren Childhood1 med Bouwe Bekking i front en ny referencetid på Round Denmark Races time trial-rute, og i august forsøgte Hansen Sailing Team i deres Elliott 35ss sig så på inshore-ruten.

Dengang – i august – blev det ikke til en ny referencetid sat af Hansen Sailing Team, men nu kan performance cruiseren ’Frostboksen’ med Jakob Frost og fem mand ombord blive de nye indehavere af rekorden. I hvert fald begiver de sig den 10. oktober kl. 10.10 ud på ruten med start fra Aarhus.

– Vi håber, at vi kan komme under 100 timer. Det er trods alt ikke en VO65’er, vi sejler i, siger Jakob Frost med henvisning til Childhood1’s referencetid.

Krydser fingre for optimalt vejrvindue

Jakob Frost holder som nævnt rekorden på Sølvspileren og på KDY’s Denmark Rundt-bane i båden Carbon3 – en Nigel Irens-designet trimaran i kulfiber. ’Frostboksen’ er en godt nok en kølbåd, men ligeledes bygget i kulfiber. Den vejer 3600 kilo, hvilket gør, at hvis tallene 10.10.10.00 2020 udløser det helt rette lavtryk, vil båden kunne plane rundt på størstedelen af Round Denmark Race Inshore-ruten.

– Det er jo lidt af en lottokupon, men omvendt er det en reel referencetid, vi kommer til at sætte. En tid som deltagerne til 2021-udgaven af Round Denmark Race Inshore kan måle sig med 1:1. Vi kommer med andre ord ikke til at vente på et gunstigst vejrvindue, men vi må i stedet satse på, at efteråret vil levere, siger Jakob Frost.

Dermed læner Fåborg-bådens rekordforsøg sig op ad Hansen Sailing Teams forsøg på ruten, hvor datoen også var fast. Ved den lejlighed var vejret ikke med teamet, der måtte opgive på grund af en tidsmæssig bagkant. Det vil dog ikke ske for ’Frostboksen’, der stiller op uden en bagkant, fortæller Jakob Frost.

Følg ’Frostboksens’ forsøg på at sætte en ny referencetid på inshore-ruten fra den 10. oktober på www.rounddenmarkrace.com.

Om de tre Round Denmark Race-ruter:

Round Denmark Race Inshore 2021

RDR Inshore er en distancekapsejlads, som vi kender det fra Fyn Rundt eller Sjælland Rundt bortset fra at den er hhv. fem og tre gange længere. Den er åben for singlehandsejlere, doublehandsejlere og for både med fuld besætning. Der sejles ikke efter måleregler. Bådene inddeles i løb efter deres længde.  Der arbejdes på at inkludere et løb i løbet, der i større eller mindre grad matcher kravene den nye OL-disciplin Mix Offshore. Sejladsen er på 650 sømil og sejles fra den 19. til den 27. juni første gang i 2021. Banen går fra Aarhus til Skagen, gennem Øresund til Christiansø og Bornholm, syd om Gedser til Lillebælt og op til målet i Aarhus. Omsejlingsretningen bestemmes før skippemødet på baggrund af vejrudsigt for perioden.

Round Denmark Race Offshore 2022

RDR22 er en offshore kapsejlads der inkluderer sejlads på “de fire have” omkring Danmark Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Østersøen. Banen er cirka 800 sømil lang. Ligesom RDR Inshore vil sejladsen være åben for singlehandsejlere, doublehandsejlere og for både med fuld besætning. Der sejles ikke efter måleregler, bådene inddeles i stedet i løb efter deres længde. Der arbejdes på at inkludere et løb i løbet, der i større eller mindre grad matcher kravene den nye OL-disciplin Mix Offshore. Starttidspunktet ligger som for RDRInshore i ugen omkring sommersolhverv fra den 18.-26. juni.

Round Denmark Race – Time Trial

Den tredje Round Denmark Race sejlads er den nye Danmark Rundt distance og kan sammenlignes cykelsportens timerekord. Én båd og besætning vælger hvornår de som de eneste på banen vil forsøge at slå den stående rekord. Det var den sejlads Bouwe Bekking, Jens Dolmer og Emil og Theis satte Beha sejlede i slutningen af juni 2019 i VO65eren Childhood1. Man starter enten ud for Rømø og går i mål i Aarhus eller omvendt. Ruten er skarpt defineret og interesserede kan få tilsendt en rutebeskrivelse sammen med de præcise sejladsbestemmelser. Til inspiration man se tracket på Round Denmark Race hjemmeside, hvor der også findes links til videoer og opdateringer fra Childhood1 rekordsejlads.

Round Denmark Race er udviklet af kapsejlads-idemageren Morten Brandt Rasmussen og afvikles i samarbejde med Aarhus Internationale Sejlsportscenter og Sailing Aarhus.

Facebooktwitterlinkedininstagramflickrfoursquaremail