Sejlsportens kongeliga, SailGP, kommer til Aarhus i august 2021

Team-Rockwool-Racing1-1280x640

Gigantiske sejlsportsstjerner og olympiske medaljevindere skal dyste i verdens hurtigste katamaraner på Aarhusbugten i 2021, når det globale sejlsportsmesterskab SailGP indtager Aarhus i det fjerde event i sæson 2. 

ROCKWOOL Denmark SailGP besøger Aarhus den 20.-21. august i det, der bliver SailGP’s første besøg i Skandinavien.

Aarhus har efterhånden længe været en anerkendt toplokalitet på den internationale sejlsportsscene, og til næste år kan byen nu føje endnu et internationalt sportsevent til aktivitetslisten. Eventen skal foregå på Aarhus Ø med Aarhus Internationale Sejlsportscenter som naturligt centrum. 

– Besøget af verdens hurtigste katamaraner, SailGP, sætter en tyk streg under Aarhus som international sejlsportslokation og værtsby i topklasse – og så er racet et scoop for alle sejlsportsinteresserede og andre nysgerrige, for der kommer ekstrem fart over feltet på Aarhusbugten. Vi glæder os til at byde de internationale hold og rigtigt mange tilskuere velkommen til byen og på Aarhus Ø, siger Borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard.

Store oplevelser venter

Den verdensomspændende kapsejlads med store sportsstjerner i lynhurtige F50-katamaraner, der blæser afsted med op mod 100 km/t, vil gavne det aarhusianske sejlsportsmiljø, forudser Rådmand for Kultur- og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, og Sailing Aarhus direktør Jon Koch Hansen.

– Det er fantastisk, at Aarhus endnu engang er vært for en international sejlsportsbegivenhed. Med afviklingen af SailGP bliver Aarhusbugten og hele byen endnu engang anerkendt som en af verdens bedste sejlsportsarenaer. Vi glæder os til at byde byens borgere og gæster velkommen til spektakulær sejlads og maritime aktiviteter for hele familien” siger Rådmand for Kultur- og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

– Vi har endnu en gang sat Aarhus på verdenskortet, og med et dansk hold er det virkelig en event, der kan give dansk sejlsport vind i sejlene. Med SailGP i 2021, et olympisk stævne i 2022 og et Ocean Race Stopover i 2023, kunne vi næsten ikke drømme om mere, jubler Jon Koch Hansen, direktør i Sailing Aarhus og tilføjer:

– Det er en kæmpe inspiration for vores unge sejlere og klubber. Det er med til at udvikle og skabe nysgerrighed, og det viser igen, at sejlsport er en idrætsgren, som byen kan brande sig på.

Den danske skipper Nicolai Sehested fra det danske ROCKWOOL team glæder sig til eventen i Aarhus 

– Vi ser frem til et uforglemmeligt event på hjemmebane i sæson 2. Vi har mødt massiv opbakning fra hele Danmark siden vi startede i SailGP sidste år, og vi glæder os til at vise det danske flag frem for et dansk publikum. 

Sport Event Denmark vil skabe større bæredygtig fokus

At sejlsportens kongeliga kommer til Aarhus skaber øget national og international opmærksomhed. Dén opmærksomhed vil Sport Event Denmark benytte til at sætte mere fokus på bæredygtige løsninger, fortæller direktør Lars Lundov fra Sport Event Denmark.

– Med SailGP kan vi trække endnu en perle på den snor, som Danmark og Aarhus har spundet. VM i sejlsport for alle olympiske klasser i 2018, The Ocean Race i 2023 og nu som sagt SailGP i 2021 skaber både national og international opmærksomhed. Vi kan bruge den opmærksomhed til blandt andet at sætte fokus på bæredygtige løsninger til lands og til vands. Sammen med Aarhus vil vi i Sport Event Denmark arbejde for at skabe bæredygtige rammer for borgere, tilskuere og sejlere i de kommende år, siger Lars Lundov.

SailGP sæson 2 genstartes til april 2021

SailGP nåede at gennemføre første event af sæson 2 i Sydney, Australien, tidligere i år, inden coronapandemien satte en effektiv stopper for al sport. Derfor blev eventen, som skulle have været afviklet i København i 2020, afblæst.

SailGP er kort fortalt en actionfyldt inshore-kapsejlads, hvor otte hold dyster om point ved flere grandprix-events der afvikles i løbet af året rundt om i verden. Sæson 2 genstarter i april 2021 og inkluderer hold fra Australien, Frankrig, Storbritannien, Japan, New Zealand, Spanien, USA og Danmark. 

Danske stjerner som den dobbelte Ocean Race-sejler Nicolai Sehested og den tidligere OL-guldvinder Martin Kirketerp er en del af det danske hold, mens SailGP også giver mulighed for at møde nogle af sejlsportens største navne som britiske Sir Ben Ainslie, det New Zealandske makkerpar Peter Burling og Blair Tuke og de australske stjerner Tom Slingsby og Nathan Outterridge. 

For yderligere information kontakt:

Chefkonsulent Aarhus Events, Aarhus Kommune Charlotte Kirk Elkjær 51576718 cke@aarhus.dk