Stor international ros til VM i Sejlsport

Stor international ros til VM i Sejlsport

En evaluering af Hempel Sailing World Championships Aarhus 2018 roser arrangørerne og byen i høje vendinger for et supervellykket arrangement. Fokus på bæredygtighed, en stor folkefest og involvering af hele byen gjorde sommerens VM i Sejlsport til en international succes.

En evalueringsrapport fra det internationale analyseinstitut Sportcal giver topkarakter til VM i Sejlsport 2018. Især involveringen af byens institutioner, fokus på bæredygtighed samt gæster uden tilknytning til sejlsportsmiljøerne trækker karakteren op. Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad glæder sig over de mange roser, som Aarhus modtager i evalueringen.

”Jeg er både glad og superstolt på hele byens vegne. Det er et kæmpe skulderklap til Aarhus, at vi modtager så god en evaluering. Da vi gik ind i projektet, var det vores mål at skabe en event som ville blive en gamechanger for sejlsporten, og det lykkedes fuldt ud. Vores strategi for VM i Sejlads virkede, og vi har gjort os mange erfaringer, som vi kan bruge fremadrettet. Det er klart, at Aarhus bliver endnu mere attraktiv som event-by på baggrund af den positive evaluering,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Et nyt internationalt sejlsportscenter, en perlerække af aktiviteter for hele familien og 400.000 gæster skabte en levende og festlig ramme for VM, der samtidig dannede ramme om udtagelsen af sejlere til OL i Tokyo. Præsidenten for den internationale Olympiske Komite Thomas Bach er ikke mindst begejstret for, at bæredygtighed var i centrum under VM.

”Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at World Sailing, Aarhus og Danmark har opbygget programmet omkring bæredygtighed. Det er benchmarket for lignende arrangementer i fremtiden,” siger IOC Præsidenten.

Præsidenten for World Sailing Kim Andersen er lige så tydelig:
” Hempel Sailing World Championships Aarhus 2018 var det mest succesfulde VM I Sejlsport nogensinde,” siger Kim Andersen.

Den fulde rapport fra SPORTCAL kan downloades her.

Facebooktwitterlinkedininstagramflickrfoursquaremail