A. P. Møllers Fond støtter arkitektkonkurrence til sejlsportscenter i Aarhus…

A. P. Møllers Fond støtter arkitektkonkurrence til sejlsportscenter i Aarhus…

Sailing Aarhus har en drøm om at etablere et sejlsportscenter i hjertet af Aarhus – et sejlsportscenter, der har internationalt format, og som ikke alene underbygger dansk sejlsports førerposition på talent- og eliteområdet, men også danner ramme om Aarhus’ centrale rolle inden for sejleventområdet.

Drømmen, der har opbakning fra Aarhus Kommune, Dansk Sejlunion og Team Danmark, er nu kommet et skridt videre virkeliggørelsen, fordi A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har bevilget et betydeligt beløb til at afholde en arkitektkonkurrence.

“Jeg er utrolig glad for og stolt over den flotte opbakning fra A.P. Møllers Fond”, siger Aarhus’ borgmester Jacob Bundsgaard. “Det markerer, at et sejlsportscenter af internationalt format i Aarhus vil være en gevinst – ikke bare for Aarhus, men for hele Danmark”.

“Aarhus Bugten er en enestående sejlsportsarena. Et arkitektonisk spændende sejlsportscenter vil være prikken over i’et, der for alvor placerer Aarhus på det internationale sejlerlandkort”, siger rådmand for kultur og borgerservice i Aarhus Marc Perera Christensen.

“Aarhus Bugten er et af Danmarks bedste farvande for store sejladsbegivenheder og samtidig foregår der i det lokale sejlermiljø en unik talentudvikling. Det giver et godt afsæt til at skabe et internationalt sejlsportscenter, som vil være en styrkelse og en dynamo for dansk sejlsport som helhed” siger formand for Dansk Sejlunion Hans Natorp.

“Det er en kæmpe anerkendelse af vores drøm”, siger Thomas Capitani, direktør for Sailing Aarhus. “Vi får nu mulighed for at få dygtige arkitekter og ingeniører til at komme med deres bedste bud på et verdensklasse-sejlsportscenter, der både lever op til vores sportslige ambitioner og yder den unikke placering, vi har fået tildelt af Aarhus Kommune, fuld berettigelse”.

Arbejdsgruppen bag projekt skal nu i gang med at udarbejde konkurrencevilkårene, og det er målsætningen at udbyde konkurrencen efter sommerferien.

For yderligere oplysninger: Kontakt direktør Thomas Capitani, tcn@sailing-aarhus.dk

Facebooktwitterlinkedininstagramflickrfoursquaremail